Menu

NAB piger klar til SM finale for anden gang

Søren Knudsen
18. juni 2015 kl. 11:00
U15 piger i Final 4 om sjællandsmesterskabet

NABs U15 piger er for andet år i træk klar til at spille finalestævnet Final 4 om at blive Sjællandsmestre i 8mands fodbold.

Pigerne vandt den indledende pulje og skulle kvalificere sig til Final 4 gennem en kvalifikationskamp mod en anden puljevinder i U15 pigerækken under DBU Sjælland.

Kampen var mod Karlslunde IF, og den blev vundet med 2-0 efter en hård og meget intens kamp mellem to dygtigt spillende hold.

”Pigerne spillede kampen klogt, og scorede sikkert på de få chancer en sådan tæt kamp giver,” siger holdet træner Søren Knudsen.

NABs piger er regerende sjællandsmestre, og er dermed klar til at forsvar den mesterskabstitel, der blev vundet ved Final 4 for et år siden.

”Holdet har haft en god sæson siden de startede udendørs tilbage i januar med træning og deltagelse i DBUs vinterturnering. Pigerne vandt deres pulje, hvor de spillede mod en række københavnske hold,” siger Søren Knudsen.

Før sæsonstarten satte NAB pigerne sig målet om at komme i Final 4 igen, og de har arbejdet stenhårdt gennem træning og kamp for at nå dette mål.

”Pigerne har virkelig fortjent at komme med til Final 4 igen med det store arbejde de har lagt i at nå deres mål.”

Final 4 spilles i Borup på søndag 21. juni. NAB U15 pigerne møder i semifinalen Allerød FK. De to øvrige i finalepuljen er B73 fra Slagelse og Snekkersten IF.

”Pigerne er helt klar og har gode chancer. Ved Final 4 kan alt ske, og de har før prøvet at spille finaler, så ved hvad der skal til for at vinde,” siger træner Søren Knudsen fra NAB.